Forside » Gnavere » Marsvin » Marsvin i bad – sådan gør du
Marsvin i bad – sådan gør du

Marsvin i bad – sådan gør du

Marsvin har ikke nødvendigvis behov for at blive badet, da det er renlige dyr der selv skal kunne holde pelsen ren og fin. Det er dog, især hos de langhårede racer, måske en nødvendighed at bade dem en gang imellem hvis du synes de er beskidte eller pelsen ikke er så pæn som den plejer. Læg mærke til at ændringer i pelsen eller huden kan skyldes sygdomme – læs mere om dette i vores marsvineguide.

Du skal bruge tre ting når du skal bade dit marsvin:

  • Shampoo (en særlig shampoo til at vaske kæledyr med, eller babyshampoo, helst økologisk!)
  • Håndklæde
  • Føntørrer

Det bedste er at bade marsvinet i en køkkenvask med flad bund, da det er mest behageligt for marsvinet. Sørg for at køkkenvasken er helt ren, og påfyld vand inden – det må hverken være for koldt eller varmt. Sæt marsvinet ned i vasken, men hold stadig hånden under det. I det hele taget er det en god idé at gøre badetiden så rolig som muligt – kæl gerne med dit marsvin først og sørg for det er helt beroliget. Udsæt aldrig marsvinet for situationer hvor det kan komme til at sprælle eller vride sig fri og falde til jorden – det kan komme galt afsted!

Brug en lille smule shampoo, og masser den grundigt og forsigtigt ind i huden på marsvinet. Undgå at vaske ører og hoved på marsvinet med shampoo, da det kan give irritationer hvis ikke sæben skylles helt væk fra åbninger.

En marsvinepels kan godt være temmelig kraftig, og det er derfor vigtigt at den bliver skyllet ekstra grundigt, så det sikres at alt shampooen er skyllet ud.

Herefter pakkes marsvinet ind i et dejligt håndklæde, tørres forsigtigt på bedste vis. Herefter findes føntørreren frem, som stilles på laveste temperatur og styrke, og så tørres marsvinets pels – det er vigtigt at marsvinet ikke går rundt og er vådt, da marsvinet så kan blive forkølet. Maven vil måske kunne blive overset af nogen, men også pelsen på maven er vigtig at få tør.

Hos nogle marsvin kan der dannes en fedtplet på bagdelen, lige omkring halebenet. Det er ikke alle marsvin der danner denne, men det er typisk et fænomen der ses hos hannerne. En affedtende shampoo kan afhjælpe dette, og alternativt kan lidt opvaskemiddel uden parfume også bruges – masser blot midlet ud på selve pletten, og lad det virke i 10-15 minutter- gentag eventuelt behandlingen hvis pletten ikke er helt væk.

Om Thomas

Thomas er stifter af Dyrenes.dk og en rigtig dyreven. Gennem egne erfaringer og grundig research, hjælper han dig med at lære de mange forskellige kæledyr at kende.