Forside » Hunde » 8 råd til at beskytte hunden i sommervarmen
8 råd til at beskytte hunden i sommervarmen

8 råd til at beskytte hunden i sommervarmen

De fleste af os glæder os til sommerens varme. Det er ikke længere nødvendigt at gå med en tyk vinterjakke, og vi kan endelig få lidt farve på din blege lemmer. Det er dog ikke alle der kan tåle sommeren lige godt. Vores hunde har det nemlig ekstra svært om sommeren.

Selvom hunde skifter pels løbende, så kan de ikke omstille sig til sommervejr ligesom vi mennesker kan. De går konstant rundt med en tyk og isolerende pels, og ikke nok med det, så kræver vi at vores hunde er ekstra aktive om sommeren, for nu kan vi jo tage dem med i parken uden at vi fryser ihjel.

Hunde har også den ulempe, at de modsat os, ikke er i stand til at svede. Når vi sveder kommer vi af med varmen. En hund er nødt til at hyperventilere, hvilket foregår ved at den stikker tungen ud af munden og trækker vejret meget hurtigt.

Som hundeejer skal du være meget opmærksom på, hvordan sommerens varme påvirker din hund. Får din hund først et hedeslag, så kan det meget hurtigt gå hen og blive et spørgsmål om liv eller død.

Der er tre hundetyper der er ekstra udsatte

Store hunde, hunde med en tyk pels og hunde med flade snuder er ekstra udsatte om sommeren.

Store hunde bruger rigtig meget energi på at bevæge sig i forhold til mindre hunde, hvilket betyder de meget hurtigt får det varmt. Når først den store krop er sat i gang, så går det altså hurtigt med at få varmen, men desværre tager det også lang tid at komme af med varmen.

For hunde med en tyk pels er problemet, at de i menneskesprog, går rundt med en vinterjakke hele tiden. Så snart de bliver lidt varme, så holder pelsen på varmen i rigtig lang tid og det er rigtig svært for dem, at komme af med alt den varme.

Hunde med flade snuder, bulldogs, mobs med flere, er også ekstra udsatte, da de har ekstra svært ved at trække vejret. Deres luftveje er små og komprimerede, hvilket også er derfor de ofte lyder anstrengte, når de trækker vejret. Når sommerens varme først når disse hunderacer, så bliver de nødt til at hyperventilere for at nedkøle dem selv og det er ikke nogen nem opgave for disse hunde.

Har min hund fået et hedeslag?

Hedeslag er noget der rammer mange hunde, men det kan ramme enhver type hund og især, hvis du som ejer ikke er opmærksom på, hvordan din hund har det.

Som hundeejer er det super vigtigt at du holder øje med følgende symptomer på hedeslag:

  • Kraftig hyperventilation.
  • Øget savlen, medfører dehydrering.
  • Nedstemthed – Virker slap og skidt tilpas.
  • Slinger og usikker gang.
  • Opkast eller diarré
  • Kramper eller kollaps (Meget alvorligt – Hunden er i livsfare)

Hvad kan jeg gøre, hvis min hund udviser disse symptomer

Udviser din hund først nogle tegn på hedeslag, så er det vigtigt du reagerer meget hurtigt.

Dette bør du gøre, hvis din hund udviser de svagere symptomer på hedeslag:

  1. Sørg for at få hunden væk fra solen – Find skygge eller gå indenfor.
  2. Sænk hundens kropstemperatur – Sørg for den kan få noget at drikke (ikke iskoldt). Udviser den kun få svage symptomer på hedeslag, så start med at køle dens poter og ører med vand. Er symptomerne alvorligere, så afkøl hele hunden med vand. Især i armhulerne og omkring halsen og lysken er vigtige steder, da blodet er meget tæt på overfladen af huden, hvorved du hurtigere kan nedkøle hunden. Våde håndklæder kan også effektivt bruges.
  3. Når hunden er nedkølet og har fået noget at drikke, SKAL du kontakte dyrlægen for at få undersøgt din hund ordentligt.

Begynder din hund at krampe eller kollapse, så skal du MEGET hurtigt have den kølet ned. Brug evt. en stor spand fyldt med vand, hvor hunden kan nedkøles.

Ring samtidig til din dyrlæge, for din hund er i en meget kritisk tilstand og skal have akut hjælp nu!

Gode råd til, hvordan du passer på din hund

Et hedeslag er meget kritisk for en hund og selv et mindre hedeslag kan have fatale konsekvenser, hvis ikke med det samme, så på længere sigt.

Det vigtigste er derfor, at du helt undgår at din hund får et hedeslag.

Dogshop.dk har lavet en super god infografik, der nemt forklarer dig, hvad du kan gøre for at passe på din hund.

hund i sommervarmen

Det værste du kan gøre

Hvert år hører vi historier om hunde der er blevet efterladt i en varm bil, hvorefter ejeren eller en forbipasserende har fundet hunden død i bilen.

At efterlade en hund i en bil er det værste du kan gøre om sommeren. Selvom det kun er 20 grader udenfor, så kan en bil meget hurtigt blive 70-85 grader varm, OGSÅ selvom du har åbnet vinduet lidt.

Det tager ikke lang tid, før en hund får et hedeslag og fra den får et hedeslag har du meget få minutter til at redde. Langt de fleste hunde der får et hedeslag i bilen, ender desværre med at dø af det.

Lad derfor ALDRIG din hund sidde i bilen, også selvom det “kun” er 15 minutter!

Om Thomas

Thomas er stifter af Dyrenes.dk og en rigtig dyreven. Gennem egne erfaringer og grundig research, hjælper han dig med at lære de mange forskellige kæledyr at kende.