Forside » Hunde » Giv aldrig din hund mad fra bordet!
Giv aldrig din hund mad fra bordet!

Giv aldrig din hund mad fra bordet!

Selvom det kan være rigtig fristende at forkæle sin højt elskede firbenede ven i højtiderne, ligesom vi forkæler os selv, så husk på at din hund ikke har en fordøjelse som vores, og ikke kan tåle de rå mængder fedt, vi gerne selv indtager i forbindelse med jul, nytår, påske og andre højtider.

Især når man ved middagsbordet mærker hvordan bæltet strammer, og ser at der stadig er en halv flæskesteg tilbage, rigelige mængder sovs og en endnu større mængde risalamande. Her er det vigtigt at huske på, at julemad, sammen med alt andet der står på spisebordet, er menneskemad.

Èt enkelt fedt måltid menneskemad kan give livsfarlig betændelse i hundens bugspytkirtel, da denne bliver overbelastet af den meget fede mad. Hunde er nemlig ikke vant til fed mad, og får gennem f.eks. hundefoder sammensat en nøjagtig kombination af de ingredienser og næringsstoffer som de har brug for for at overleve.

Det giver hunden store smerter at gå igennem en betændelse i bugspytkirtlen, som er udløst af fodring med for fed menneskemad, og det er desværre noget som sker ofte – dyrlægeklinikken på Københavns Universitet rapporterer alene om tilfælde flere gange om måneden, hvor hunde må indlægges grundet indtagelse af alt for fed mad.

Grunden til at betændelse i bugspytkirtlen er så farligt, er fordi det kan sprede sig til resten af kroppen, blandt andet nyren, leveren og hjertet.

Giv gerne rent kød

Hvis du alligevel ønsker at forkæle din hund, så skær fedtet fra, og giv den udelukkende det rene kød. Undlad at skrabe rester fra tallerkener sammen, da sovserester, kartofler og fedt fra stegen er usundt for hunden. Derimod vil den elske at spise det rene kød, uden fedt og sovs. Og husk, at hunden altid skal have mad på faste tidspunkter, og altid i madskålen.

Du kan læse mere om hunde her.

Om Thomas

Thomas er stifter af Dyrenes.dk og en rigtig dyreven. Gennem egne erfaringer og grundig research, hjælper han dig med at lære de mange forskellige kæledyr at kende.