Forside » Hunde » Bliv! – Kommandoen, der udfordrer din hund
Bliv! – Kommandoen, der udfordrer din hund

Bliv! – Kommandoen, der udfordrer din hund

At lære en livlig hund at sidde stille kan være en uoverkommelig opgave, men ikke mindst er det en meget anbefalet træningsmetode, der lærer din hund at lytte og være opmærksom på dig. Det sætter din hunds tålmodighed på prøve, samtidig med at det er mentalt udfordrende for hunden, og dermed også stimulerende i hverdagen.

Opgiv ALDRIG!

Før din hund kan lære kommandoen ”bliv”, skal den have lært ”sit”-kommandoen”. ”Sit” er typisk det første en hund lærer sammen med ”dæk”, og lærer ved at man tålmodigt bliver ved med at sige ordet imens man guider hunden i sidde- eller liggestillingen – kort fortalt. Der er selvfølgelig mere i det end det, men i bund og grund er det vigtigste redskab tålmodighed.

Uanset hvad, så er det vigtigt at du aldrig giver op – det vil på den ene side føles som et nederlag, men det vil også have den effekt på hunden, at den ikke føler du har tiltro til den eller lyst til at have med den at gøre – og det kan afføde negativ adfærd, såsom overdrevet gøen, kradsen og biden i møbler, sko m.m., og andre adfærdsprægede mønstre, der tyder på at hunden ikke bliver stimuleret nok i hverdagen.

Sådan kommer du i gang med ”bliv”

Det første du gør når din hund skal lære at blive, er at få den ned og sidde. Når hunden sidder, giver du den et tegn med hånden – det er vigtigt at dette tegn er det samme hver gang, og det kan eksempelvis være en flad hånd ud for hundens næse, som hvis du skal signalere ”stop”. Så kigger du hunden i øjnene, mens du klart og tydeligt siger sætningen ”bliv”. Tonefaldet skal være bydende, måske en smule bestemt, men det må aldrig lyde hårdt eller kommanderende.

De første gange vil hunden måske være fuldstændig uforstående overfor den kommando, men i takt med at du bliver ved, og husker at stoppe hvis du føler en frustration, så vil hunden finde ud af hvad kommandoen betyder, og både du og hunden vil få fornøjelse af det. For en hund er det simpelthen det mest ultimative at se glæden hos dig!

Når hunden sidder, og du har givet tegn til at den skal blive, går du langsomt 2 skridt tilbage, uden du ser den i øjnene. Kigger du hunden i øjnene, vil den blive draget af det, og forstå det som at du vil have den til at komme hen til dig – derfor skal du så vidt det er muligt undgå øjenkontakten, især i starten, for at hjælpe din hund til at forstå kommandoen.

Når du er nået 2 skridt væk, tæller du til 3 inde i dig selv, inden du går tilbage til hunden og stiller dig ved dens side. Når det er gået godt, så er det vigtigt at du giver hunden masser af ros, og husker det høje toneleje. Hunden vil typisk blive både lykkelig og begejstret for at høre din glade stemme og dine roser, og det er i sig selv nok til at hunden vil stræbe efter at gøre dig glad. Så længe du er glad og giver hunden glæde og en positiv tilværelse, så vil den svare igen med uforbeholden glæde og loyalitet!

I takt med at du har forsøgt flere og flere gange, kan du udvide tiden den skal sidde stille i, og gradvist forsøge at gå længere og længere væk.

Det er vigtigt at du gentager øvelsen på præcis samme måde hver gang, og sørger for at der ikke er nogen elementer der kan distrahere den mens i øver. Når øvelsen sidder fuldstændig på rygraden, kan i gå videre til næste skridt:

At kalde hjem er næste skridt i øvelsen

Når du har gentaget ”bliv” øvelsen et tilstrækkeligt antal gange, og du er helt sikker på at den ved hvad kommandoen betyder, kan du også begynde at kalde hunden ”hjem”. Det er i princippet den helt samme øvelse, blot hvor du kalder hunden hen til dig i stedet for at gå tilbage til den.

Uanset hvilken øvelse du forsøger at lære din hund, og uanset hvilken kommando du vil have den til at forstå, så husk det vigtigste: At i har det sjovt imens. Der er ikke noget som er mere ødelæggende for forholdet mellem hund og ejer, hvis det går hen og bliver til en pligt eller noget som giver anledning til skældud. Hunde forstår ikke skældud på samme måde som mennesker, men vil blot høre og fornemme din vrede, uden at forstå hvad den har gjort. Derfor er det vigtigt at du ”guider” hunden på vej ved at rose positiv adfærd, og blot ignorere den negative adfærd, eller aflede dens opmærksomhed i situationer du ved vil føre til den negative adfærd.

Om Thomas

Thomas er stifter af Dyrenes.dk og en rigtig dyreven. Gennem egne erfaringer og grundig research, hjælper han dig med at lære de mange forskellige kæledyr at kende.