Forside » Akvariefisk

Akvariefisk

Alle som har set Find Nemo har på et eller andets tidspunkt ønsket sig deres eget akvarie fyldt med alle de farverige fisk der findes. Nogle ønsker sig også akvarie fisk fordi de er nemme at passe og ikke kræver nogen særlig opmærksomhed. Nogle forældre vælger måske at lade deres børn ”starte” med at have akvariefisk.

Men før vi springer til konklusionen om at akvariefisk er nemme og fantastisk smukke at have boende, så er der nogle ting der er vigtige at vide.

Der findes utallige slags fisk og lige så mange måder de skal passes på

Farverne og arterne af akvarie-egnede fisk er nærmest uendelige. De kan dog deles op i to store kategorier: saltvandsfisk og ferskvandsfisk. Under disse to kategorier, findes der lige så mange forskellige behov som der findes fisk.

Saltvandsfisk

Det er disse fisk der har de flotteste farver. Selvom ferskvandsfisk også findes i rigtig flotte farver, så er det saltvandsfiskene fra især de tropiske dele af verden, der har de mest farvestrålende nuancer. Blandt fiskeentusiaster er saltvandsfisk foretrukne til akvariet, men de er også blandt de mere krævende fisk at holde i et akvarie.

Ferskvandsfisk

Generelt kræver ferskvandsfisk mindre tid end saltvandsfisk. De skal dog stadig passes regelmæssigt, akvariet skal holdes rent, og du skal sørge for at alt udstyret virker. Typisk er ferskvandsfisk de nemmeste begynderfisk, og de kan købes billigt hos næsten alle dyrehandlere, eller eksempelvis Plantorama.

Hvad kræver det at have akvariefisk?

Det er VIGTIGT at du undersøger præcis hvilke slags fisk du kunne tænke dig at have, og sætter dig ind i om disse fisk kan sammen med andre fiskearter. Det er nemlig ikke alle fisk der kan sammen med andre arter, eller artsfæller, for den sags skyld.

Guldfisk er en af de få fisk der egner sig til et akvarie som ikke er opvarmet. Til gengæld har de en høj fordøjelse, og producerer masser af affald – så akvariet bliver hurtigere beskidt.

Ellers er der som regel disse fælles krav til et akvarie, hvis fiskene skal kunne trives optimalt:

  • Plads
    Jo større jo bedre, sådan er det med alle kæledyr. Jo mere plads de har, jo større chance er der for at de trives. Jo større akvarie du anskaffer dig, jo flere fisk kan du have. Der findes med andre ord ingen bestemt retningslinje for størrelsen, men du skal være opmærksom på at jo flere fisk du gerne vil have, jo større skal akvariet være. Kan du nøjes med nogle små neonfisk, så behøver akvariet ikke være særlig stort. Det skal dog altid være stort nok til at du bedst muligt kan gengive fiskenes naturlige omgivelser med planter og gerne nogle lavasten eller anden dekoration (naturlig dekoration er altid bedst)
  • Vand
    Vandet er selvfølgelig det allervigtigste i et akvarie. Der er mange ting der er vigtige for at fiskene kan overleve bedst muligt i det vand de sættes ud i. Postevand fra hanen vil de fleste nok gerne bruge, men dette vand er renset og tilsat nogle stoffer, som fiskene måske kan blive syge af. Derudover er det vigtigt at huske på dette:
    Lys og varme: Forskellige fisk fra forskellige områder af verden kræver selvfølgelig forskellige temperaturer og lysmængder Du kan derfor få brug for både varmelegeme og lys til dit akvarie, men undersøg din kommende akvariefisks behov inden du investerer i udstyret.
    Vandets surhedsgrad: Måles med PH-papir. I Danmark kan vandets surhedsgrad variere, og det er vigtigt at fisken står i vand med den rette surhedsgrad.
    Filter: Der findes forskellige former for pumper og filtre til dit akvarie, og her handler det om at finde den der passer til netop den størrelse akvarie du har. En pumpe sørger for at vandet holdes i rotation, samtidig med at bakterier og andet skidt filtreres fra.

Foder

Nogle fisk æder planter, nogle er kødædende og nogle er altædende. I alle dyreforretninger (og supermarkeder) kan man købe flager, som man kan fodre sine altædende akvariefisk med. Du skal dog være opmærksom på, at fisk kan have særlige næringsbehov som skal være opfyldt for at de kan trives.

Kødædende fisk kan blive fodret med fiskerester skåret i bittesmå stykker. Mængden af fiskefoder skal tilpasses mængden af fisk, men som en god hovedregel bør der ikke gives mere foder end de kan nå at æde på 5 minutter.

Fisk kan blive overvægtige ved overfodring, og vandet kan blive forurenet hvis der gives mere foder end fiskene kan æde. Drys derfor kun bittesmå mængder foder i akvariet ad gangen, så der kommer så lidt bundfald som muligt.

Socialadfærd

Tro det eller ej, men fisk er sociale nøjagtigt som andre kæledyr. Nogle fisk trives i en stime, mens andre fisk trives med blot få artsfæller omkring dem. Det er derfor vigtigt at tage højde for fiskens sociale behov inden du beslutter dig for hvilken slags fisk du ønsker at anskaffe dig.

6 gode råd før du køber

Det lyder fristende at holde akvariefisk, ikke? Det er også en af de mere dejlige og afstressende former for ”kæledyr” at holde i hjemmet, og før du køber kan du evt. læse disse 6 tips:

  • At sætte akvariet op tager lang tid. Efter der er blevet påfyldt vand, skal lyset, filtrene og varmelegemet have lov at køre mindst en dag, afhængigt af størrelsen på akvariet. Inden fiskene anskaffes, skal du sikre dig at akvariet har et fuldstændig stabilt klima, så fiskene har bedst chancer for at overleve omvæltningen.
  • Et akvarie kræver en passende placering i hjemmet, må ikke stå i direkte sollys eller andet der kan forstyrre vandmiljøet. Du skal også overveje om akvariets placering er sikker hvis der er børn i huset.
  • At opsætte et godt akvarie er en investering. Det er dyrt at holde fisk, og der er mange løbende udgifter til nye planter, og det er tidskrævende at udskifte vand og bundmateriale.
  • Det kan være dyrt at købe akvariefisk afhængig af størrelsen, og forskellige slags fisk kræver muligvis forskellig slags foder, som måske kun kan købes i specialforretninger.
  • Saltvandsakvarier er typisk sværere at rengøre, da saltindholdet i vandet danner belægninger på akvariets indersider. Det kan kræve en del knofedt at få det rengjort helt. Ferskvandsakvarier ser pæne ud i længere tid, men uanset om det er et saltvands- eller ferskvandsakvarie, så er det en god idé at rengøre det en gang om ugen, hvor du sikrer dig at planterester osv. Fjernes.
  • Akvariefisk kræver lavasten, trærødder og andre ”forhindringer” i akvariet for at de kan holde sig beskæftiget og formen intakt. Det er også med til at især små fisk der er truet af større rovfisk kan føle sig trygge og mindre udsatte.

Akvariefisk er i modsætning til mange menneskers opfattelse ikke særlig nemme at holde, og de lider i absolut stilhed. Du kan som regel ikke se på fiskene at de lider, før det er for sent. Men hvis du giver dine akvariefisk den fornødne tid og pleje, så får du en dejlig afstressende beskæftigelse. Du kan altid finde ro i at observere livets stille gang i et akvarie fyldt med tilfredse fisk, og der er ikke noget bedre end at følge den lille stimes færd rundt i et fint, rent akvarie.